Danish(DK)Deutsch (DE-CH-AT)English (United Kingdom)

Dan-Corn A/S overtager stærk konkurrent

Med købet af LM Corn A/S opnår Dan-Corn A/S en styrkelse af produktsortiment og organisation. Efter en periode med behersket evne og lyst til at ekspandere er der igen fremdrift i landbruget, og Dan-Corn A/S ønsker at være rustet til at løfte kommende, store opgaver herhjemme og på eksportmarkederne.

En af landets største og ældste leverandører af kornsiloer og udstyr til håndtering og tørring af korn, Dan-Corn A/S i Hedensted, har opkøbt en markant konkurrent, LM Corn A/S, med afdelinger i Bøvlingbjerg og Nykøbing F. De to virksomheder videreføres under navnet Dan-Corn A/S.

LM Corn A/S blev etableret for to år siden som et datterselskab af  A/S J.C. Løkkes Maskinfabrik og Mertz Corn A/S. Begge virksomheder importerer deres produkter fra anerkendte leverandører i Nordamerika og har et komplet sortiment af siloer, transportsystemer og tørrerier. Fremover vil Dan-Corn videre føre markedsføring og salg af plantørringsanlæg fra A/S J.C. Løkkes Maskinfabrik.

I forbindelse med opkøbet har Dan-Corn ansat Jens Munk Jensen som ny adm. direktør med tiltrædelse 1. december. Jens Munk Jensen kommer fra en direktørstilling i A/S NP Truck, men har været medlem af bestyrelsen i Dan-Corn A/S de seneste fem år. Han er uddannet statsautoriseret revisor og tidligere partner i KPMG Horsens.

Dan-Corns adm. direktør, Hans K. Hansen, siger om sammensmeltningen, at den vil betyde en væsentlig og nødvendig, fremtidsorienteret styrkelse af Dan-Corns position herhjemme og på eksportmarkederne:

- Vi får et bredere produktsortiment, en stærkere organisation og en betydelig synergieffekt, hvilket alt sammen er nødvendigt, som markedet udvikler sig. Både herhjemme og i de lande, vi eksporterer til, bliver landbrugsbedrifterne stadig større, og der stilles krav om højt specialiserede og fleksible enkeltprodukter og totalløsninger. Samtidig er det udslagsgivende, at vi som leverandør stiller en stærk organisation til rådighed for kunderne både i salgs-, projekterings- og etableringsfasen og efterfølgende i hele produktets levetid.

Dan-Corn A/S beskæftiger knap 50 fuldtidsmedarbejdere plus yderligere et halvt hundrede montører m.v. i højsæsonen. LM Corn A/S tilfører 15 medarbejdere til virksomheden. I de seneste år har Dan-Corn oplevet stærkt stigende omsætning herhjemme og på eksportmarkederne. Blandt andet er der leveret en række meget store, nøglefærdige anlæg til nye bedrifter etableret i østeuropæiske lande af danske landmænd.

- På grund af finanskrisen har landbrugets lyst og evne til at investere herhjemme og i udlandet naturligvis været behersket i den seneste periode, men de første tegn på fremdrift er begyndt at vise sig, og den nye, større udgave af Dan-Corn vil være parat til at løfte de spændende opgaver, som er på vej, siger Hans K. Hansen.

Den organisatoriske sammensmeltning af Dan-Corn A/S og LM Corn A/S vil ske gradvist over det kommende års tid, når man har analyseret situationen:

- Vi kender LM Corn som en rigtig dygtig og velfungerende konkurrent, og vi vil være meget omhyggelige med at svejse de to virksomheder sammen til en endnu stærkere enhed. I første række vil vi koncentrere os om at samle og videreudvikle spidskompetencerne i de to virksomheder, men det er klart, at deciderede dobbeltfunktioner og deraf følgende overkapacitet vil blive skåret væk over tid. Det ligger også fast, at sammensmeltningen vil ske med respekt for de medarbejdere, vi overtager, og den indsats de yder og har ydet for at gøre LM Corn til den velfungerende virksomhed, den er i dag, siger Hans K. Hansen.

I 2006 etablerede Dan-Corn sig i nyt, stort hovedkvarter i Hedensted centralt ved motorvejsnettet, efter at have haft domicil i Klejs ved Juelsminde siden virksomhedens start i 1955.